10 gode råd til kommende gaster

  1. Hjælp til af dig selv: Tag en opvask, tag dit tørre tøj under dæk. Skift toiletrulle. Tag affald med i land.
  2. Spørg og lær: Er du i tvivl, så spørg i stedet for at lade stå til. Hellere spørge een gang for meget end een gang for lidt. Arbejd med tingene, så lærer du hurtigt.
  3. Undgå salt under dæk og i salon: Salt suger fugt… Skal du bade så tag håndklæde og skiftetøj med ud. Skyl dit badetøj i ferskvand og hæng det til tørre efter brug. Håndklæder og badetøj skal være tørt før det kommer under dæk.
  4. Fødder: Tag skoene af når du kommer om bord, eller benyt sko som kun benyttes om bord. Vær opmærksom på hvor du sætter dine fødder, både når de er våde og når de er tørre. Undgå at træde på solceller, skylights, hynder og borde.
  5. Ryd op efter dig: Alting om bord har sin plads. Bruger du noget, så ryd det på plads umiddelbart efter brug. Du skal rydde sko, bøger, solcreme, solbriller m.m. op efter dig. Væn dig til at gå en “oprydningsrunde” inden du går til køjs eller efter en vagt.
  6. Vær opmærksom: Når du har vagt, så hold udkig (skibe, fiskegarn, hvaler m.m.). Er der noget der står og gnaver – så gør noget ved det og ikke lade stå til. Kontrollér retning og fart hver 10-15 min. Vær opmærksom på fronter, skift i vindhastighed og retning, samt pludselige barometerændringer. Om natten tjekkes for Squalls med radaren hver1/2 time.
  7. Sand: Sørg for at tasker, tøj og sko er tømt for sand og skidt inden de kommer om bord på båden.
  8. Er du utilfreds, så informér skipper om det: Du er medansvarlig for, at du får mest muligt ud af dit ophold. Skipper ved ikke hvad du tænker – så sig til hvad du ønsker og tilkendegiv dine holdninger. Vi vil gerne tage problemerne inden de vokser sig for store.
  9. Sammenhold: Vi er een samlet besætning på båden. Respekter hinanden og bak op om hinanden.
  10. Vær positiv og glæd resten af besætningen: Det er ekstremt vigtigt, at der er en positiv stemning på båden, så skøre påfund, bag en kage, overraskelser og lignende er velkomne.