Hjemsejlads af båd

2010:
Vi havde fra den 4. til den 10. september 2010 i Kroatien lejet en Lagoon 440. I den sejlede vi sammen med Jeanette, Carina og Chris rundt langs kysten.

12. og 13. september 2010 besøgte vi Boatshow i Cannes, hvor vi bl.a. mødtes med Ole John, den danske forhandler af Lagoon og fik præsenteret den nye Lagon 450..

2011:
22. januar 2011 besøgte vi Boatshow i Düsseldorff, hvor vi mødtes med Ole John på vores båd!

23. februar 2011: Endelig afleveringsforretning i Nieuwpoort, Belgien.

Tirsdag den 29. marts 2011 sidst på eftermiddagen fløj vi (Ole John, Bjarne Holst Pahus, Svend Vogelius, KP & UP) kl. 18:50 fra Aarhus og kl. 20:05 fra Kastrup til Bruxelles, hvorfra vi kørte med tog til Ostende. Derfra tog vi en taxi til ShipShop i Nieuwpoort og steg om bord i vores båd ved 01:00-tiden.

Vores i forvejen sendte bagage var stik mod vores forventning ikke tilgængelig, så vi måtte improvisere lidt, da vi altså heller ingen dyner havde. Krøb til køjs ved 01:30-tiden under under gulvtæpper og hvad der ellers var at finde ombord, en ret kold nat i marts!

Onsdag formiddag fik vi vores bagage. Vi pakkede båden og lånte en bil hos ShipShop – kørte til et supermarked for at proviantere ferske madvarer, frugt og grønt m.v. Derefter fyldte vi vand og brændstof på, hvorefter vi kl. ca. 15:10 afsejlede fra Nieuwpoort, Belgien.

Vejret var skyet og vind fra vest, ca. 5m/s. Vinden øgede i løbet af natten til 8-8 ½ m/s.

Torsdag øgede vinden til om middagen ca. 13 m/s. Vinden var nu drejet i SSV. Lidt regn, tåge og dis. Sidst på eftermiddagen torsdag klarede det dog op, og vi fik også solen at se. Vinden var yderligere øget til omkring 15 m/s. Klart sigt. Størstedelen af torsdagen sejlede vi for motor. Lidt før kl. 18 slukker vi dog motorerne og sætter forsejlet. Vinden er nu oppe omkring 16,5 m/s.

Fredag morgen havde vi lidt problemer med radaren. Det viste sig dog, at vores batterier var ved at være flade. Fredag formiddag ved 10:30-tiden anløb vi Brunsbüttel, DE. Ventede ca. 25 minutter i slusen. Hele dagen overskyet og til dels diset. Ole John afmønstede i Rendsburg, DE ca. kl. 16:25.

Bjarne og Svend tog vagten fra kl. 21:15.

Lørdag ”morgen” kl. 01:00 overtog Kjeld og jeg vagten. Der var meget mørkt og en del dis. Da vi kom til Lillebæltsbroerne, legede vind og strøm kispus med os, så vi satte manuel styring på og styrede båden fra ”broen”. Det var lidt køligt. Da vi kom godt på den anden side af broerne, satte vi igen autopilot. Bjarne og Svend tog over igen ved 07:00tiden. Kjeld og jeg sov lidt.

Vinden var en søndenvind med en styrke på 3,5 – 5,6 m/s. Det blev mere og mere diset.

Vi anløb Kaløvig kl. lidt i 12 lørdag.

Bente, Jens-Erik, Arne, Chris og Jeanette tog imod os, da vi endelig dukkede ud af tågen. Marianne og Erik Petersen kom til og bød os velkommen. Siden kom også Kristian og Svends svigermor.

I løbet af søndagen kom adskillige flere af vores venner og bekendte hen og gratulerede.

Den følgende uge blæste det heftigt op torsdag og fredag. Fredag i øvrigt med vindstød af orkanstyrke. Det gik hårdt ud over lazybag’en, som blev flænset, og store huller blev slidt. Nogle af beslagene i storsejlsslæderne blev bøjet i en meget forkert vinkel.

Nu skulle der så planlægges båddåb. Invitationer udsendt til skærtorsdag, den 21. april 2011 fra kl. 13.

Sommerferien 2011 var 2 x 14 dage. De første 14 dage i det sydfynske og de sidste 14 dage i den svenske skærgård sammen med alle vore 3 børn (altså de første 8 dage). De på- og afmønstrede i Frederikshavn.